47294363602_42f70c50b5_k.jpg

KFUM og KFUK i Kolding åbner en børnehøjskole

    Et helt nyt fritidstilbud, der tager udgangspunkt i højskoletankerne, er på vej i Kolding. Bestyrelsen arbejder sammen med en gruppe af frivillige på at etablere en børnehøjskole for 6-13 årige i foreningens lokaler på Dalbygade 31. Her vil foreningen gøre verden større for de mindste. Det skal ske ved at lade børn møde højskoletankerne om fællesskab, dannelse og værdighed på baggrund af et folkekirkeligt ståsted.

    Med inspiration fra KFUM og KFUK i Distrikt Aarhus, der sidste år åbnede Danmarks første højskole for børn, har bestyrelsen for KFUM og KFUK i Kolding besluttet at arbejde på at etablere et lignende tilbud, som vil foregå én dag om ugen.

    Børnehøjskolen tager udgangspunkt i de klassiske højskolelementer. På kurserne vil der være tid til at fordybe sig, være nysgerrig på sig selv, på hinanden og på livet – og samtidig blive dygtig til noget. Man kan lære noget spændende, men endnu vigtigere: være noget for andre i et fællesskab, hvor det ikke handler om at vise, hvad man kan, men være den man er. Det bliver muligt at tilmelde sig kurser af 8-12 ugers varighed om fx filosofi, musik og håndværk.
    Kurserne afvikles parallelt på samme dag i foreningens lokaler, hvormed alle kursisterne har fælles start og afslutning. I denne fællestid vil der være fortællinger, samtale, fællessang og fællesspisning.

    Bestyrelsen håber, at mange vil være med til at skabe dette nye tilbud til børn i Kolding. I første omgang inviteres alle nysgerrige til at tage med til et besøg på Aarhus Børnehøjskole. Det er ganske uforpligtende at tage med. Bestyrelsen håber i første omgang blot på, at mange vil være med til at høre om mulighederne og bidrage med idéer.

    Læs mere og tilmeld dig turen til Aarhus Børnehøjskole d. 7. maj 2019 kl. 16.15. 

    Har det tændt en særlig interesse i dig, er der også stadig plads til 2-3 ekstra personer i styregruppen. Kontakt bestyrelsen for at høre mere.